Hvem er og hvad vil mørkerøde Gerth?

Det' it forkert å' stem å Gerth!

Gerth Petersen

  • Født 16.06.64 – 56 år
  • Uddannet landmand
  • Gift med Anne – tilsammen har vi 7 børn
  • Selvstændig ejer/direktør for virksomheden Milcotec i Varnæs med 13 medarbejdere
  • Ejer af Årslevgård. Mælkeproduktion med 500 køer og 7 medarbejdere
  • Formand for Aabenraa Ringriderforening
  • Bestyrelsesmedlem i Rotary

Mærkesager

  • Bureaukratiet i Aabenraa Kommune vil jeg til livs
  • Aabenraa Kommune skal være attraktiv at bo i for alle borgere. Både i Aabenraa by og i de mindre landsbyer. Det kan gøres ved aktivt at arbejde for et bedre fællesskab og brobyggere mellem kommunens borgere
  • Vi skal i langt højere grad støtte og bakke op om foreningslivet i Aabenraa især de mindre samfund
  • Vi skal have FLERE sportslige og kulturelle stoltheder i kommunen
  • Kommunen skal være bedre til at støtte og benytte lokale håndværkere og erhvervsdrivende

Nytænkning fremfor vanetænkning

Som byrådsmedlem vil jeg arbejde for, at bureaukrati og embedsmandsvældet i kommunens forvaltninger bliver afskaffet. Nytænkning bør erstatte vanetænkning – til gavn og glæde for alle borgere i by og land. Derfor har byrådet brug for en dynamisk bondekarl med erhvervserfaring!

Op i superligaen med sport og kultur

Alt for længe har kommunens borgere skullet kigge mod syd eller nord for at opleve sportslig og kulturel superliga. Begge dele har ligget i dvale alt for længe. Oprykning kommer ikke til at ske med kommunens nuværende styre. Det kræver kreativitet, handlekraft og større (samarbejds)vilje.

Større opbakning til foreningerne

Den store frivillige arbejdsindsats som ulønnede ledere gør for deres foreningers medlemmer bør værdsættes og påskønnes i langt højere grad, end tilfældet er nu. Det kan starte ved, at medarbejderne i kommunens forvaltninger yder service i stedet for skrankepaveri!

Solidaritet med lokalt erhvervsliv

Det er fint med forsøg på at få Facebook og Google til at etablere sig i Aabenraa,men det bør ikke længere ske på bekostning af, at dygtige lokale erhvervsdrivende og håndværkere bliver glemt. Som byrådsmedlem vil jeg arbejde for et langt bedre kommunalt samarbejde med det lokale erhvervsliv.

Aabenraa Kommune
skal ud af båsen…

Hvem vil du gerne forære en buket mørkerøde roser?

Socialdemokratiet har i de senere år udviklet sig til at være et parti, som efter min mening fører en politik, der er til gavn for langt de fleste i det danske samfund – og det tiltaler en selvstændig forretningsmand som mig. Selvom traditionel vanetænkning nok ville have sat mig i bås med et af de blå partier.

Som landmand, har jeg været vant til båse. I 10 år medvirkede jeg som direktør for Lely Danmark til, at malkekøerne kom ud af båsene og blev fritgående. 

Det fik de det meget bedre af dyre-velfærdsmæssigt – og for de landmænd, der gik over til automatiske robotmalke-anlæg blev det også en bedre forretning.

Så hvis jeg endelig skal sættes i bås må det gerne være som ”Mørkerøde Gerth”.  Forstået således, at jeg med min erfaring som bonde og erhvervsmand vil kunne tilføre Socialdemokratiet en ekstra dimension. Det brænder jeg for. 

Hvem vil du gerne forære en buket mørkerøde roser?

Se hvordan du kan vinde en buket røde roser til én du holder af:
Facebook.com/GerthPetersenKV21